Tiden op til jul – 8

Tirsdag den 8. December.

Tirsdag morgen. 8 minutter. Jeg har aldrig haft så meget energi i december måned, vågner lang tid før vækkeuret ringer og mærker med det samme spændingen i kroppen. Min hjerne kører på højtryk, kredser med det samme om DE 8 minutter af døgnets 24 timer. Tankerne om Albas forurettede blik, hendes småtravle skridt og den lille struttende røv, får min pik til at rejse sig. Det var alligevel slet ikke så tosset at have en teen-tøs i huset. Slet ikke når jeg kunne misbruge hende med moderens velsignelse.

Stemningen er anspændt da jeg træder ud i køkkenet, faktisk næsten så anspændt at selv kravlenissernes mundvige hænger nedad. Kalenderlyset er tændt, kæmpe-appelsiner i en kurv på bordet, radioen spiller “All I want for christmas..” – passer uhyggeligt dårligt til stemningen. Jeg rammes, måske har hun fortalt sin mor? Marie tror at jeg nøjes med at tage på Alba, har egentligt forbudt mig at trænge ind. Jeg kigger på Alba, flytter blikket til Marie. Holder vejret. Puster lettet ud, da Marie gennem vreden smiler til mig.

“Go’ morgen skat” – siger hun og rækker mig en kop skoldhed kaffe. Jeg smiler, kysser Marie og sætter mig ved bordet overfor Alba. Jeg rømmer mig inden jeg forsigtigt spørger: “er der noget galt?” Marie er påfaldende lynhurtig, da hun svarer: “nej.. nej skat”. Alba løfter blot blikket, kigger overlegent på på sin mor – inden hun vender øjne. Jeg opgiver, ryster let på hovedet og begraver mig i nyhederne på min mobil.

Jeg løfter ikke hovedet da Alba rejser sig, tager sin skoletaske. Men jeg mærker vreden bruse, da hun smækker med hoveddøren så ruderne nærmest klirrer i hele huset. Marie kigger undskyldende på mig, inden hun ligger sig på knæ og fisker mig frem.

“Tag trøjen af skat” – hvisker jeg og aer stille Marie på håret. Hun slipper min pik, der rank og stolt står op af maven på mig. Uhmm, de store runde patter, lækre bløde og gyngende – er vild med synet. Kærtegner dem blidt, løfter vurderende og topper fingrene om de strittende lyserøde bær, der fuldender dem. Hun stønner let.

Maries lyserøde læber omkranser min pik, glider vådt og savlende frem og tilbage. Hun kigger mig i øjnene, viser mig hvor meget min pik fylder i hende. Så smuk og pleasende. Det samme ansigt, de samme dybe blå øjne.. Marie sutter ihærdigt, presser sig selv. Udkvalmet, men hun presser mig ned i sit undskyldende svælg. Jeg kommer, klistrer Maries smukke mund til. Jeg elsker hende og endnu mere da hun mildt hvisker: “tak”.

Hvem skulle have troet det? At en ganske almindelig kold tirsdag i december, startede ud med en sutter i køkkenet! December er fantastisk, jeg kører på arbejde med et smil på læben. Intet andet adskiller sig fra så mange andre dage. Køber lidt – sælger lidt, har nogle enkelte telefonmøder og tager nogle beslutninger. Smilet er stadig klistret på mine læber, tankerne kredser om alt andet end arbejdet, min virksomhed der altid har haft første prioritet i mit liv, udkonkurreres af en irriterende 15-årig. Den magt – det der hun har. Den grimme smag i munden foretager sig, beslutter at være god ved Alba i dag. Hvis hun lader mig.

Det begynder at sne da jeg kører hjem, små bitte snefnug drysser langsomt ned over lille Danmark, fuldender julestemningen. Normalt ville jeg være irriteret over at sidde i kø på motorvejen, fordi det kommer bag på folk, at det rent faktisk kan sne i december. I dag er det dog meget hyggeligt, 16 dage – 16 dage, der øges med et minut hver dag!

Jeg tænker på dagene, minutterne. Den 24. er klar – planlagt og klar. Den 23. nogenlunde fastlagt. De andre dage skal smage af jul – det sure med det søde, kulden og det brandvarme. Da jeg kører ind i min carport, undres jeg over hvordan turen fra kontoret kan føles så utrolig kort, når bare tankerne og kroppen er fuld af den rette julestemning.

Alba er ikke hjemme, spiser hos en veninde. Men Marie forsikrer smilende, at hun nok skal være hjemme til tiden. Jeg nikker forstående, trækker afslappet på skulderen og prøver ihærdigt at skjule min iver – selvom mit indre skriger på at klokken bliver ni. Vi spiser, småsnakker, sidder tæt sammen i sofaen. Marie lægger sig med hovedet på mit skød, nyder min hånd under hendes bluse, der kærtegner hendes runde bryst. Jeg nyder og venter. Kysser Marie, klokken er kvart i ni og skal bruge lidt tid til at samle mig og være parat til at pakke kalendergaven ud.

Havde jeg lovet at være god ved Alba? – hun lader mig ikke. Klokken er over ni da det banker på døren – Albas forklaring er sneen, hun var nødt til at trække sin cykel. Jeg hader sjusk, man kommer ikke daskende hverken 15, 10 eller 5 minutter for sent, uden at bøde for det. Nogle må arbejde over, andre må arbejde hårdt. Alba må begge dele.

Den første lussing rammer hende hårdt – den næste lige så. Hun græder mens hun klæder sig af, tigger på knæ på gulvet, lille, nøgen og ufattelig indbydende. Jeg kærtegner hendes blussende kinder, lytter til hendes hviskende undskyldninger. Fuck! – den lille fedtede, glinsende mund er ved at bringe mig helt ud af fatning.

“Hænderne på ryggen prinsesse” – jeg løsner min livrem, trækker den igennem stropperne på mine bukser, iagttager Alba, der er klar til at blive afrettet, med armene krængede bagud, foldede hænder på ryggen. Hendes kønne ansigt, allerede forvredet forberedt på smerten. “Tæl, lille skat” – jeg folder livremmen en gang om min hånd, lukker den sammen – klemmer hårdt om spændet.

Livremmen svirper i luften, rammer Albas faste bryst med et smæld. Hun tæller 1, 2, 3… 16! 16 smældende slag rammer hendes slanke lår, flade mave og de struttende bryster. 16 piskeslag, et for hver dag der ligger foran os. “Please ikke mere” hvisker hun, kigger på mig med de kønne, kønne blå øjne. Jeg bukker mig ned over hende, fjerner det lange lyse hår, der dækker den ene side af hendes ansigt. Kærtegner hende, stryger hende let over håret og samler den tykke lyse manke i en hånd. Hun er snedig, den lille. Stønner blidt, spiller med øjnene, forsøger at kysse mig. Så ung og allerede så listig. Skuespil.

Jeg trækker hende ned, ansigtet helt ned mod gulvet, armene over hovedet. Hun frister – den lille skabning frister mig næsten over evne.”Tæl, baby..” jeg stryger min hånd hen over Albas fine glatte ryg, lytter til hendes blide hulken og løfter hånden med livremmen. “1.. avv, 2.. please.. 3.. uhh.. 8!” 8 røde striber pryder Albas ryg, 8 slag for de dage der er gået. Alt går op, hvis man bare tænker sig om.

Jeg følger prinsessen med øjnene, da hun stribet som en julestok kravler ud fra mit kontor. Mon ikke det er sidste gang, hun kommer for sent?

Tiden op til jul – 8
Læs forrige afsnit her
Læs næste afsnit her

Del dette indlæg