Tiden op til jul – 10

Torsdag den 10. december.

Marie er rasende, edder-splitter og godt gammeldags rasende. Selv efter vi har sovet en nat, har julefreden ikke sænket sig igen. Jeg har stadig optur over at sperme ud over Alba, og har da nok ikke gjort det for sidste gang! “Jeg melder dig, anmelder dig..” – hvæser hun og kigger vrissent på mig. Jeg tager en tår af kaffen, som Marie hamrede ned i bordet foran mig. “Skat.. rolig nu..”, prøver jeg, inden Marie afbryder mig: “nej, stop.. jeg gider slet ikke høre på dig..” Hun har armene over kors, hendes uglede morgenhår bølger ned over hendes skuldre og mundvigene helt nede. Jeg ved godt, at jeg har jokket i spinaten, på mere end en måde. Tiden blev overskredet og grænser krydset.

Jeg prøver at kysse Marie på vej ud af døren, men mopset vender hun ansigtet væk. Tankerne vælter rundt i hovedet på mig, Maries surhed plejer jeg nok at kunne kurere, det var ikke det. Nok mere tanken – frygten for at jeg ikke får mine sidste 14 dage. Jeg glemmer at lytte til julemusikken i radioen, glemmer at tælle det antal af juletræer med lys, jeg møder på min vej fra hjemmet til kontoret, og ser slet ikke de små snefnug, der lander på min forrude.

Sekretæren ser jeg dog. Den dag jeg ikke ser den lille smilende godte, så er den helt gal. Hvis Marie tager sin unge og skrider, så er der jo stadig.. nej! Jeg vil ikke tænke tanken til ende, det kan jeg ikke. Jeg må tænke kreativt. Jeg fordyber mig i arbejdet, tænker, ringer rundt og undersøger. Der er jo muligheder. Julestemningen begynder så småt at vende tilbage, og den kønne nisse, der sidder ude i receptionen, spørger eller undrer sig aldrig – hun er perfekt. Og lækker.

Jeg køber blomster til Marie på vej hjem, om ikke andet så løsner det da lidt. Smiler indvendigt, men prøver at se tilpas trist og undskyldende ud, da jeg rækker hende den farvestrålende buket. Hun gør det samme, smiler da hun rækker ud efter buketten. Men tager sig selv i det og vender mundvigene ned igen, da hun trækker den til sig. “Jeg er stadig sur på dig..” – vrisser hun, selvom hendes øjne afslører at der er en åbning.

“Det forstår jeg godt..skat, men du er nødt til at lytte til mig” – jeg gir den gas, kører med på den tunge, triste begravelsesstemning. Mit indre – den lille liderlige teenage-dreng, der bor inden i mig, hopper op og ned, jubler og knytter hænderne i forventning om at sejre.

Marie lytter, gør store øjne og lytter opmærksomt til min store fede løgn. Hun bliver rasende, frustreret og forfærdet over at opdage, at Alba er hendes største rivalinde. At Alba længe før julekalenderen havde ‘hittet’ på mig, teaset mig og prøvet at lokke mig til at kneppe hende. “Hun insisterer på at være nøgen, fortæller mig at hun er både yngre og mere stram end dig, skat”. Jeg sukker opgivende, er bevidst om ikke at give den for meget, det skulle jo nødigt virke som en løgn.

Jeg aer Marie på kinden og hvisker: “lad os bare droppe julekalenderen.. skat”. Hun nikker stille og kigger spørgende på mig, da hun siger: “skal jeg konfrontere hende? Skal jeg fortælle hende, at du er min og kun min?”. Jeg trækker lidt på skulderen, fortæller Marie at Alba højst sandsynligt vil benægte. Marie bander indvendigt, rejser sig fra stolen og siger nærmest for sig selv, “hun kan glemme alt om vores aftale, ALT”.

Klokken er 20 da Maries telefon ringer. Så grundig, så præcis og lækker, note til mig selv: sekretæren skal have en ekstra flot julegave i år! Jeg kigger på Marie, der svarer i enstavelsesord. Går lidt rastløs rundt, sætter sig – rejser sig. “Ja.. jeg ved ikk, min mand har netop i dag.. fortalt mig…”, Marie sukker. Hun sætter sig, rejser sig igen og bedyrer sin uskyld: “det gør jeg ikk, det kunne jeg aldrig finde på..”, Marie rynker brynene. Prikken over i’et.

En ‘person’ fra den åbne unge-rådgivning i byen ringer, for at fortælle Marie, at Alba har betroet hende at Marie slår. Alba har vist de røde mærker frem, hun har på ryggen, og en politianmeldelse hang over hovedet på Marie.

Det bliver til en længere snak mellem Marie og jeg. Analyserende, dybe og kreative Marie kommer – med lidt manipulerende hjælp – frem til at Alba er forelsket i mig, og nu kæmper for at få mig for sig selv. Nice!, præcis det udfald jeg havde spundet frem oppe i hovedet, mangler dog en lille detalje mere.

Jeg trøster Marie, der rasende og ude af sig selv har lyst til at give Alba en rigtig røvfuld. Hun er ikke den eneste, men det undlader jeg at fortælle. “Jeg prøvede at opdrage Alba, vise hende at jeg ikke kun er en sød fyr” – hvisker jeg som forklaring og trækker Marie ind til mig, kysser hende på håret og fortsætter: “jeg har brug for en kvinde, en rigtig kvinde, ikke en lille pige”. Løgn og bedrag – men hverken første eller sidste i dag.

“Uhh, er du sikker skat?” – klynker Marie, da hun smukt og hektisk vrider sig op og ned på mig. Aftenen har været lang, hård og der er ikke ligefrem julestemning i luften, så vi gik tidligt i seng. Mine ti minutter har jeg forlængst vinket farvel til. Bliver nu forkælet af Marie, der tror på at hendes tætteste, hendes eget kød og blod, er hendes største rival.

“Du skulle ha’ fortalt mig, at hun var ude efter dig..” – tankerne må flyve rundt i hovedet på hende, mens hun rider mig, tager sig selv på de gyngende bryster og snakker. Jeg trækker på skulderen, fortæller hende, at jeg regnede med at det gik over. Teenage-piger bliver jo så tit forelsket – ligesom teenage-drenge nemt lader sig forfører af en sexet kvinde!

“Er du sikker..skat?”, hvisker Marie igen, jeg nikker – det vil være så perfekt, vil give mig så meget at lege med og om. Jeg sidder op, læner mig mod de store hvide puder, der står op af vores hovedgærde. Marie sidder stadig ovenpå mig, presser sin varme krop op af min og bevæger sit underliv. Vilde varme bevægelser, suger min pik til sig. Kæmper for min kærlighed. Jeg fornemmer at de sidste 14 dage bliver ekstra lækre.

Tiden op til jul – 10
Læs forrige afsnit her
Læs næste afsnit her

Del dette indlæg