Fremmede øjne i Fælledparken, del 2

  1. juli 2015:

Jeg har aldrig været et af de der mennesker med en vennekreds på størrelse med ækvator. Jeg er ualmindelig dårlig til overfladiske bekendtskaber, så jeg plejer i stedet de fire rigtig nære veninder, jeg har. Vi er forskellige som nat og dag, lys og mørke, men vi har altid en fest, når det lykkes os at være samme sted på samme tid. Det lykkedes i dag.

Vi var taget i Fælledparken med tæpper, vin og højt humør og havde brugt det meste af dagen der henslægt i én stor pærevælling. Vi havde grinet, delt sladderhistorier og ikke mindst, savlet over alle de bare overkroppe, parken bød på sådan en varm sommerdag. Det var så hyggeligt!

Maria rejste sig for at gå. Hun havde som den eneste af os fået børn og lyse nætter eller ej, skulle de jo fodres, vasket og lægges i seng, så nu var det på tide, hun vendte hjemad. Vi andre blev siddende på tæppet, og jeg vendte mig om for at råbe til hende, at vi snart skulle ses igen. Der kom dog ingen ord ud af min mund.

Mine øjne faldt på en mand, der stod et stykke væk. Det var som om, jeg blev draget af hans krop. Svedig, lettere solbrun og med en yderst veludført tatovering på den ene arm. Lynhurtigt endte mit blik ved hans ansigt og det var der, jeg tabte mælet med min hånd hængende halvvejs i luften for at vinke til Maria. Det må have set fuldstændig åndssvagt ud, men det var de øjne… Hans øjne. Ham, hvis intense blik havde forfulgt mig i ugevis efter, jeg havde set lige ind i dem på Hovedbanen. Måske det var en hel dag med sol og vin, der overtog min krop nu, men i hvert fald begyndte det at snurre let i mit hoved.

Jeg skyndte mig at sænke hånden og lod den tage mine solbriller med ned. Jeg ville se ham uden den mørke film henover. Han drejede hovedet en anelse, og så var den der igen. Øjenkontakten. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg håbede, det ikke så alt for latterligt ud. Han smilede igen og så så det ud som om, han sagde et eller andet til mig, men jeg kunne ikke høre ordene og jeg kunne ikke tyde hans munds bevægelser. Han var for langt væk.

Han tog et par skridt hen imod mig, og jeg prøvede at sige hej til ham med mine læber. Altså uden lyd, fordi de tre andre af mine veninder jo stadig sad ved siden af. Kirsten spurgte mig om noget, og jeg svarede uden at se på hende. Jeg holdt hans blik fast. Så stoppede han op og stod stille. Det var som om hans blik blev fjernt, selvom han kom tættere på. Kirsten trak i mig. Hun var i gang med en stor udredning af, hvorfor alle mænd var nogle fjolser, og selvom hun er et af de sødeste mennesker, jeg kender, så var det ikke med min gode vilje, at jeg brød øjenkontakten med Mr. NiceEyes for at iværksætte mine diplomatiske evner i mit svar til Kirsten. Der var ingen grund til at fortælle hende, at hun da for pokker bare kunne være en anelse mere omhyggelig med hendes valg af mænd.

Da jeg så op igen havde han trukket sig tilbage. Han rystede på hovedet og begyndte at gå væk. For f….. Hvorfor gik han nu? Jeg skulle jo lige til at… Vi skulle… Vi havde… Jeg måtte…  Argh!

Jeg var træt, småsur og en anelse beruset. Det var selvfølgelig min egen skyld. Jeg kunne bare lade være med at sidde der i solen og drømme om princes and fairytales. Hvad er oddsene alligevel også for at blive gensidigt betagede af hinanden kun ud fra to gange halvandet minuts øjenkontakt først ved toget og nu her? Jorden kalder Luna. Kom tilbage til virkeligheden!

Jeg prøvede ihærdigt resten af eftermiddagen. Det gjorde jeg virkelig. Jeg lo med mine skønne veninder, krammede og drak lidt mere vin, men jeg havde virkelig svært ved at glemme ham. De øjne blev ved med at dukke op for mit indre blik, og på et tidspunkt syntes jeg også, jeg havde set ham stå ved udgangen og se i min retning. Forbandede underbevidsthed. Det kunne jo ikke være rigtigt. Han var jo selv gået sin vej. Jeg sukkede, da jeg tog mine sandaler på og vi rejste os for at pakke sammen og finde noget aftensmad et sted.

Vi fandt en lille mexicansk restaurant i en afkrog af byen. Det var sådan et sted, hvor det var halvmørkt selvom solen stadig stod højt på himlen udenfor. Der var en afslappet stemning og det ældre ægtepar, der ejede stedet tullede rundt i sandaler og tog det hele i meget klassisk, tilbagelænet mexicansk stil. Det gjorde ikke så meget, at vi kun havde flagrende sommerkjoler på, tæpper under armene og alle havde en lettere småsvedig hud. Vi var ikke de eneste i den lille, hyggelige restaurant, der havde valgt at udsætte det store bade-og make-up-show til efter maden.

Et par timer senere stod vi alle fire på Kirstens badeværelse i et sand ragnarok af mascara, høje hæle, trusser og hårlak. Vi havde kendt hinanden så længe, at blufærdighed ikke længere var et begreb, der eksisterede imellem os. Vi tog bad på skift, løb ublu halv- og helnøgne rundt i den lille lejlighed og byttede tøj til den store guldmedalje, mens vi drak mere vin og dansede til radioen.

Baren var mørk og der var godt pakket.

Kirsten havde lynhurtigt udset sig aftenens bytte og sad nu på skødet af en fremmed mand, mens hun legede med tungen i hans øre, og han tog hende grådigt på røven. Jeg var ikke sart, men det var alligevel før det show der var på grænsen til det uanstændige. Lisa og Sofie havde begge kærester derhjemme, så de afslog høfligt alle tilbud om drinks fra fremmede mænd, men holdt sig ikke tilbage for at vride sig op af hinanden på det lille dansegulv.

Jeg skulle ikke score – det skulle jeg virkelig ikke – men jeg havde alligevel skruet lidt ekstra op for den røde farve på læbestiften og tilsvarende op for mængden af ben, jeg viste i nattens valg af outfit. Jeg var overtræt, småtipsy og det eneste, der kunne redde aftenen fra mit fortsatte dagdrømmeri over manden i parken, var at give den max gas og flirte igennem med alle, jeg kunne komme i nærheden af. Befriende uforpligtende og et godt boost til selvtilliden, når det endnu en gang viste sig, at der ikke skal mere end et stykke med bart lår til at få adskillige sultne mandeøjne til at følge én gennem rummet.

Da jeg på et tidspunkt fortrækker ud for mig selv for at finde et spejl, så jeg kan friske mig lidt op, hører jeg nogle lyde udenfor. De er ikke til at tage fejl af. Der er nogen, der har sex i baggården. Jeg kan kende den form for støn hvor som helst. Det gipper i mit skød. Mine brystvorter trækker sig sammen. Lyden alene er nok for min krop – men ikke min hjerne. Jeg bliver nødt til at se…

Jeg smider de høje hæle og stiller mig forsigtigt op på toiletkummen, så jeg kan komme til at se ud af det lille vindue, der står en anelse på klem. Baren er kun hævet nogle få trin over gadeplan, så jeg er i virkeligheden rimelig tæt på, da jeg kigger ud. Det forbavser mig ikke, da det er Kirsten, jeg får øje på. Hun havde gjort et stort nummer ud af at fortælle, hun tog i byen uden trusser på med ét eneste formål i aften.

Hun kan ikke se mig. Hendes øjne er lukkede, mens den fremmede mand hun har voldsnavet med hele aftenen, nu har godt fat i hendes lange, lyse hår og holder hende i et fast greb presset op mod muren udenfor. Han driller hende. Slikker hende på halsen og bider hende lidt, mens han kun med ganske små skub lader spidsen af sin pik glide ind i hende. Jeg kan ikke se Kirstens nøgne underliv for kjolen, hun holder samlet omkring maven, men jeg kan se den fremmede mands pik. Den er stor. Flot. Hård. Den glinser af saft, så selvom han kun driller hende lige nu, må han have mærket hende i hele sin længde tidligere.

Jeg mærker stikket af misundelse. Jeg vil også ha’ noget!

Dernæst den halvdårlige samvittighed. Jeg ved jo godt, jeg ikke burde stå her og glo på Kirsten, der får pik, men for f…. Jeg kan ikke lade være. Det drager mig så intenst som andre drages af ulykker på motorvejen. Jeg ved godt, det er forkert, men jeg bliver nødt til at se. Jeg løfter mine bryster ud af min top og presser dem mod den kolde væg på toilettet. Åh den fornemmelse er så befriende… Mine ben ryster lidt. Selv i bare tæer er det faktisk ikke videre nemt at holde balancen på et vakkelvorn og småklistret toiletsæde.

Udenfor stønner Kirsten højere. Hun tigger ham om at give hende hele hans pik. Hun vil have mere – og helt ærligt, det samme vil jeg. Jeg kan ikke komme tættere på, men måske jeg kan få et bedre udsyn. Jeg skubber vinduet lidt mere op og bliver forskrækket og flov på samme tid, da det giver en høj knirkelyd fra sig. Instinktivt trækker jeg hovedet væk fra glasruden og holder vejret et øjeblik. Kirsten begynder at klynke, og jeg kan høre på de små, taktfaste dunk, hvordan hendes krop bliver skubbet mod væggen igen og igen. Hvis hun har hørt noget, har det tydeligvis ikke været nok til at forstyrre hende.

Det dunker insisterende i min fisse, og jeg fortæller mig selv, at det ikke er fordi, det er Kirsten, jeg står og bliver så tændt. Jeg ville være blevet tændt af at se hvem som helst have sex lige udenfor. Om det er sandt eller ej, er ikke vigtigt. Jeg er nødt til at se mere. Jeg presser igen mine bryster mod den kolde væg og ser igen ud af vinduet.

Fuck…

Jeg ser direkte ind i den fremmede mands øjne. Han må åbenbart have opdaget, da jeg skubbede til vinduet, og står nu og leger med en af mine bedste veninder lige foran øjnene på mig. Han blinker til mig og sender et luftkys. Jeg bliver knaldrød i hovedet, men jeg kan ikke holde op med at se. Min egen lyst brager derudaf, og jeg kan mærke safterne begynde at løbe ned af mit ene lår. Det er så frækt at stå og se ind i hans øjne, mens han banker sin hårde pik op i Kirsten.

Han driller ikke længere. Han har hårdt fat i hendes hår og sørger for at dreje hendes ansigt væk fra vinduet. Måske han ved, Kirsten næppe vil nyde, at jeg kigger på, lige så meget som jeg selv nyder det lige nu, eller også bliver han selv ekstra tændt af at dele intensiteten i sine øjne med mig, mens han pumper løs i en anden. Guderne skal vide, det i hvert fald tænder mig.

Kirsten er helt væk. Hun ænser intet andet end den dyriske mand, der sultent presser sin krop mod hendes. Hun klynker, han stønner, og jeg står lydløst og ser på. Først da han brøler sin orgasme ud, slipper vores øjne hinanden. Han lukker sine og giver sig hen til orgasmen, mens Kirsten jamrer efter mere.

Jeg ser mit snit til at komme væk. Forestillingen er overstået, og jeg skal ikke nyde noget af at støde ind i hverken ham eller Kirsten lige nu. Døren ud til gården er lige ved siden af toilettet, så jeg skynder mig at hoppe ned fra min udkigspost, få mine fødder tilbage i skoene og vender tilbage til baren.

Sofie og Lisa har forladt dansegulvet og sidder nu og nyder hver deres øl i et sofahjørne. Jeg går over til dem og siger, jeg er ved at være klar til at tage hjem. De er langt fra færdige med natten og kalder mig kedelig, mens jeg mærker liderligheden bruse gennem min krop. Jeg er nødt til at gøre noget ved det, men det skal ikke være her – ikke sammen med dem. Jeg er for liderlig til at opføre mig anstændigt, så jeg stikker en hvid løgn, undskylder mig med jetlag og siger, vi snart må ses igen.

På vej ud af baren støder jeg på Kirsten. Jeg undertrykker et grin. Hendes hår er uglet, og hendes krop damper af sex. Den fremmede mand er ingen steder at se. Måske har han fået, hvad han kom efter i nat. Mine øjne glider nedover Kirsten. Jeg kan egentlig godt forstå, han fik lyst… Jeg kan dufte hans parfume på hendes hud, og jeg bider mig i tungen for ikke at sige tak for showet, da jeg kindkysser hende godnat, før jeg går ud i den københavnske natteluft.

Luften er tung, varm og nærmest klæbende mod min letsvedige hud. Præcis som det tøj, jeg har på. Det er som om virkeligheden vender tilbage her udenfor. Gaden er snusket på den usexede måde, og de mange små grupperinger af hel- og halvfulde mænd og kvinder gør ikke noget godt for helhedsindtrykket. Deres skrål og hvin er markant mindre æggende end den aura af lyst, der havde ligget som en blød, erotisk dyne over alle på baren.

Den insisterende lyst har forladt min krop. Tilbage er kun en varm summen, og jeg begynder at begive mig hjemad. Jeg overdøver utilfredsheden fra mine ømme fødder ved at tænke på fremmede mænd. Fremmede mænd og deres øjne.

Fremmede øjne på Hovedbanen, del 1

Forfatter: CarolineS

Del dette indlæg